Jeg sluttede indlægget om gymnasietiden af med det, der kunne virke lidt som en cliffhanger. Det her indlæg er ikke en direkte fortsættelse af, at det gik ned ad bakke, men mere en fortælling om hvad der bl.a. skete mellem gymnasiets afslutning i sommeren 2008 og frem til studiestart på psykologi på KU i september 2009. Hvis du har læst indlægget “Fra teenager til voksen”, vil du måske genkende noget af det, jeg skriver her, men jeg synes, at det trængte til at blive fortalt lidt mere detaljeret.

Gymnasiet sluttede i sommeren 2008, og så stod jeg der, og vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle. Det eneste sikre var, at jeg i februar 2009 skulle starte på en HBU (Hærens BasisUddannelse = en værnepligt, bare frivilligt fordi jeg er kvinde).

Jeg husker det ikke selv ret godt, men min mor har senere fortalt, at jeg blev helt initiativløs efter sommerferien. Jeg søgte ikke rigtig job, kunne ikke tage mig sammen til det.

En dag gik jeg tur med min mor, og hun bad mig gå ind i den bager, vi kom forbi, og spørge om de manglede medarbejdere. Det gjorde de, og så var jeg i gang kort tid efter. Jeg kom også i gang med noget træning – en slags forberedelse til Hæren.

Det holdt hårdt – det var svært at komme op og i gang med dagen, der nu indeholdt to ting, jeg faktisk ikke havde lyst til, men jeg mødte stabilt og trænede tre gange om ugen.

Jeg kørte med min far den lange vej fra Måløv til Jydske Dragonregiment (kamptropperne – de der fodfolk i Hæren) i Holstebro d. 2. februar 2009. Jeg husker ikke hvornår på dagen vi ankom, jeg husker kun den anspændthed, der gennemsyrede mig. Jeg tror ikke rigtig, at jeg glædede mig til at komme i gang, men nu havde jeg jo sagt ja. At sige ja til noget, var på det her tidspunkt i mit liv ensbetydende med at man gennemførte. Senere ændrede det sig.

Jeg husker de første dage i glimt: stå i gården og fryse, få tildelt seng på pigestuen, få udleveret tøj, støvler, og det man ellers skal bruge for at være soldat. Vi fik gevær og skulle lære at skille det ad, rengøre det og samle det igen (her havde jeg en klar fordel, fordi jeg havde været medlem af Hjemmeværnet et års tid forud for tiden i Hæren). Vi samlede basis (bælte, stropper og tasker man bærer på hele tiden med det mest nødvendige udstyr – bl.a. gasmaske og drikkedunk). Jeg fik forbud mod at bruge mine egne, gode støvler, for så var alle ikke lige.

Der var en del marcheren i takt og honørgøren.

Og så kom vi i felten (altså ud i skoven – og fordi det var Holstebro også en del ud i lyngen). Vi øvede at være i kamp, løb frem og faldt ned, skød, op på benene, mere løben frem og falde ned osv. Det er hamrende hårdt. Og jeg syntes ikke det var sjovt. Jeg fik det faktisk sværere og sværere med at være der, og var led og ked af at skulle tilbage til Holstebro efter weekender hjemme.

Første øvelse (tre dage i felten) lå ret tidligt i forløbet, og jeg var så tæt på at opgive hele ideen om Hæren, at jeg endte med at drikke kaffe med kaptajnen for delingen. Han kom ud for lige at se til mig, og vi tog et par snakke i løbet af de tre dage. Jeg kom igennem første øvelse. Der var  vist tre i alt. Og en skydelejr.

Skydelejren blev en god oplevelse fordi vi var fire, der havde “fundet sammen”; to piger og to drenge, hvoraf den ene var Lau, som jeg nogle måneder senere blev kærester med. Vi fire havde det rigtig godt sammen.

Noget af det Hæren kan er at bringe mennesker sammen, som ellers ikke ville have mødt hinanden. Det er virkelig en blandet landhandel af mennesker, man bliver præsenteret for der: landmanden, slagteren, dem der ikke kan løbe, dem der er for kloge, ham der ikke kan passe på sig selv, barbiedukken (ja, fuld makeup og opsat hår under hjelmen i felten), ham der fester for meget, og dem der drikke for mange øl torsdag aften og derfor møder op med slemme tømmermænd på forhindringsbanen fredag morgen (arh, okay, det var vist de fleste, der gjorde det. Og ja, de lagde forhindringsbanen på det tidspunkt helt med vilje).

En anden lidt sjov ting ved at være i hæren var de meget unge sergenter. Mit gæt er, at den sergent, der ledte min gruppe, var 19, højest 20. Han havde den der “uha, pigerne er spændende som i 7. klasse”-vibe over sig, som ærligt talt var lidt forvirrende, når nu han skulle “lede os i kamp”.

Det irriterede mig, at vi gjorde dumme ting så som ikke at tage regntøj på, når vi skulle stå en hel dag i silende regn. Pludselig var regntøj en dårlig idé. Jeg vil jo mene, at man som leder altid bør sørge for at holde kampgejsten oppe, og det gør man altså ikke ved at lade folk være våde og kolde i mange timer.

Nå, men af samme grund blev turen i Hæren altså en hård oplevelse: vi gjorde så mange ting, der virkede dumme, uden at vi fik at vide hvorfor, at man endte med ikke at ane hvorfor eller hvornår man skulle gøre noget.

Og for mig, der i forvejen var ved at udvikle skrøbeligheden i mit sind, var det ikke en ubetinget succes.

2009 bød på en lang og hård vinter. Der var is og sne ind i marts, så vi frøs en del. 

Maj var lidt som en betalt ferie for os, der ikke skulle videre på sergentskole (dem der skulle det, tog (vist nok) i april til Sønderborg for at fortsætte uddannelsen der).
Vejret blev ret godt, og vi trængte virkelig til den varme, vi fik. Programmet slappede de lidt mere af med, så vi havde en del fritid – noget vi ikke rigtig havde i februar. Der blev tid til mere tid på Kuffen (KFUM’s soldaterhjem, i Holstebro mest kendt for lagkagebanko). Jeg fik løbet i skoven, hygget med de nye venner og veninder og udforsket Holstebros bymidte.

Jeg fik mere overskud. Jeg tror endda, at tanken om at fortsætte i hæren og blive udsendt strejfede mig. Godt jeg ikke fulgte den impuls.

Sidste dag i hæren oprandt, og vi fik overrakt papirer med udtalelser og karakterer for vores indsats. Ham den 19-årige, usikre sergent skulle vurdere min evne til at lede andre i krig (altså om jeg var egnet som sergent) og om jeg var egnet til at blive udsendt som konstabel. Interessant koncept.

Jeg slap levende fra hæren, var på FDF-lejr, tog til Nijmegen i Holland og marcherede 160+ km på fire dage, holdt lidt sommerferie og startede så på psykologistudiet. En måned senere blev jeg for alvor ramt af depression.