Tågen letter – om at være sin egen lykkes smed

Det her indlæg har i virkeligheden ikke ret meget med at være bipolar at gøre. Jeg skriver det, fordi jeg i et stykke tid har tænkt over det der med at være sin egen lykkes smed og skabe mere glæde i mit eget liv.

Der har ligget et sort slør over mine tanker i en del år, men det letter efterhånden, og det betyder, at der er overskud til at tænke på lykke og glæde.

I skolen lærte jeg, at de liberales “motto” er, at man er sin egen lykkes smed. Jeg syntes fra starten at det lød ret fornuftigt. Til en vis grad, for man skal også have mulighed for at blive samlet op, hvis man ikke kan klare det hele selv.

Og samlet op må man sige, at jeg er blevet. Jeg et blevet samlet op af både min familie og af “systemet” en hel del gange, og for det er jeg evigt taknemmelig.

Men! Man har ansvaret for sin egen lykkefølelse, glæden i hverdagen, for den er der ikke nogen, der kan samle op og give til en. Man bliver nødt til at finde metoder til at føle sig tilfreds med livet, for det kommer ikke af sig selv.

Jeg er en af dem, der ser bægeret halvt tomt som udgangspunkt. Jeg er ikke en af dem, der ser det sjove og positive i alting. Desværre. For hvor ville livet dog have været nemmere, hvis glasset var halvt fuldt.

Heldigvis for mig, og for mange andre, er det positive livssyn noget, man kan øve sig frem til at få, i hvert fald i nogen grad. Måske vil glasset ikke være halvt fuldt hver gang, men måske er det, med en masse øvelse, det hver anden gang.

Jeg er slet ikke i mål endnu. Jeg har mange dage, hvor glasset er tættere på tomt end noget andet. Mange dage kan jeg, måske delvist pga. min sygdom men absolut ikke altid, slet ikke se det positive i noget som helst. Det vigtige her er, at jeg ikke har opgivet ideen om, at jeg kan lære, at glasset er mere fyldt end tomt. Jeg øver mig på gode dage på at se det gode i alting. Faktisk øver jeg mig på mange ting, for jeg tror, at det i sidste ende vil gøre mit liv langt sjovere og nemmere:

Jeg øver mig i ikke at dømme andre mennesker. Jeg prøver altid at forestille mig hvad det menneske jeg møder har været igennem, hvis han/hun opfører sig på en måde jeg ikke forstår. Min far har mange gange sagt, at der altid er en grund til at folk gør som de gør. Så ja far, jeg lytter (nogle gange).

Jeg øver mig i at spørge interesseret, uanset hvor uenig jeg er i det, folk siger, man bliver ikke et mere lykkeligt menneske af at dømme andre.

Jeg prøver at lade være med at trampe på folk, hvis de fx får sagt noget sludder. Nogle gange kan man heldigvis grine ad det sammen, men andre gange skal man bare lade det passere uden at kommentere yderligere.

Jeg øver mig i at tage de små konflikter i opløbet, så de ikke vokser sig store og skaber splid. Jeg er ret konfliktsky, så det er ikke helt nemt.

Jeg prøver at lade være med at tage det ilde op, hvis folk får sagt noget, der kan forstås som både noget godt og skidt. De fleste mennesker er ikke ude på at fornærme mig, så det prøver jeg at huske.

Jeg prøver altid på at glæde mig på andres vegne og pakke min misundelse væk. Det har virkelig været en hård omgang at følge med på facebook på det sidste med alle de glade, nyuddannede, der er dukket op i mit feed. Der er ikke meget jeg ønsker så brændende som at være i stand til at tage en uddannelse, men det er vist bare ikke en del af min livsbane (men jeg håber stadig).

Jeg øver mig i at vise min taknemmelighed, for selvom jeg altid er meget taknemmelig for gaver og andres hjælp, er jeg ikke altid så god til at vise det.

Jeg skal helt sikkert blive bedre til at give komplimenter! Samtidig skal jeg nok lære at blive bedre til at tage imod komplimenter, for det tror jeg ikke, at jeg klarer så godt?

Jeg prøver at få læst mere netop nu, fordi jeg hader ikke at følge med i hvad der sker i verden, og når jeg ikke kan følge med, bliver jeg frustreret og ked af det. Det er jo i grunden dumt, når det eneste der kræves er ti minutters læsning af nyheder om dagen.

Jeg smiler til folk på gaden (medmindre mit humør er så dårligt, at smil slet ikke er en del af min verden den dag).

Jeg tror, at der findes to slags mennesker – dem, der automatisk smiler, når de ser andre mennesker i øjnene, og dem der ikke fortrækker en mine. Jeg er, heldigvis, den første slags. Det må da gøre verden til et rarere sted, hvis man smiler i stedet for at fortsætte med samme neutrale, eller måske endda lidt sure, ansigtsudtryk. Og helt klichéagtigt, så smitter smil jo altså. De der spejlneuroner er ikke helt dumme at have.

Jeg prøver at svinge mig op til at hjælpe folk så meget som muligt, for der er da ikke noget så givende som at vide at man har gjort noget godt for andre? Også selvom flytninger ikke altid er særligt sjove at være med til…

Jeg gør meget ud af at have et åbent sind overfor mennesker jeg møder, og det er faktisk utroligt givende ikke bare at have det udgangspunkt, at man ikke fungerer sammen med det nye bekendtskab. Jeg har fået et par nye venskaber på det sidste på den konto.

Jeg prøver at have Ja-hatten på så meget som muligt – det fører nogle gange til nogle sjove oplevelser. Jeg kan næsten bruge min tendens til at sige ja som barometer for mit humør – jo mere jeg siger ja, desto bedre humør er jeg i.

Jeg prøver at være så åben om min livssituation, som det nu er passende i alle situationer. Det medfører ofte at folk åbner sig og fortæller om deres udfordringer. Det skaber et bånd, når man tør være sårbar.

I det hele taget øver jeg mig på mange ting, og i sidste ende skal det nok ende ud i en mere positiv udgave af mig. Jeg synes, at der er sket meget i den retning det sidste års tid, så længere tid skal det altså ikke til, for at forbedre sig. Jeg synes nemlig det er en forbedring.

Jeg elsker livet. For det meste. Forhåbentlig kan jeg om ikke alt for længe sige, at jeg elsker livet lidt mere af tiden.

Jeg er kommet dertil, hvor jeg begynder at have lidt (små) drømme for fremtiden, og det er virkelig fremskridt, for i mange år, har fremtiden ikke været noget jeg havde lyst til at være en del af.

————————————————————————————————————————————–

Mens jeg skriver, står der en studerende munk ved min side og snakker med en ung kvinde – han ser jo egentlig lidt sjov ud i det orange tøj og med fivefinger-sko på (det er faktisk lidt dømmende, ikke?), men han virker så enormt flink. Hvis ikke han prøvede at sælge mig en bog, havde jeg nok sagt ja til en snak. Måske tager jeg snakken og giver en skilling for en bog om et år, men lige nu skal jeg lige øve mig lidt mere i alle de ting jeg har listet op ovenfor. Snakke med munke kommer i anden række i dag.

Min formiddag så lidt grå ud i dag, men jeg fik tvunget mig selv ud på en lille gåtur, jeg fik ordnet nogle praktiske ting og læst en masse. Solen kom frem, og jeg kom afsted til søerne med god musik i ørerne. Lige nu er min største bekymring om jeg får en fugleklat i hovedet, men så igen – det betyder held, ikke?

Gæsteindlæg fra A

Jeg har bedt A (en ung kvinde på 22 år, som ønsker at være anonym) hjælpe med at lave et indlæg her på bloggen, fordi jeg synes det er vigtigt at have fokus på alle former for psykiske udfordringer. A’s indlæg gør netop det – sætter fokus på noget andet end at være bipolar.

A bor sammen med sin kæreste, og er lige nu på uddannelseshjælp (kontanthjælp for unge under 30 år) fordi hun er ramt af psykiske problemer og fysisk sygdom.

Fortæl lidt om hvilke diagnoser, du har.
Jeg har indtil videre diagnoserne angst (sådan generelt set) og PTSD, som er en stressrelateret reaktion på en eller flere traumatisk(e) begivenhed(er).

Jeg er i gang med at finde ud af, sammen med min psykolog, hvorvidt jeg har de rigtige diagnoser, eller om fx angsten er en følgesvend til en anden dybereliggende diagnose. Det kan evt. være ADHD eller bipolaritet. Det kan også være, at diagnoserne, jeg allerede har, er helt rigtige. Det ser vi på. Jeg føler mig ikke færdigudredt.

Hvornår blev du diagnosticeret?
Den første omgang angst og tilhørende stress og depression (eller omvendt… Hvis angsten udsprang af det) blev opdaget tilbage i min folkeskoletid. Den næste i 10. klasse (panikangst).

Den seneste diagnose – PTSD – blev diagnosticeret for kortere tid siden. Jeg kan ikke huske, om det er et halvt år siden, eller et år.

PTSD’en kom efter nogle meget voldsomme hændelser, som jeg ikke så godt kan lide at fortælle om. Det er tabubelagte ting, jeg har oplevet, og det gør desuden meget, meget ondt at fortælle om. Jeg holder mig helst fra det.

Jeg er også bange for, at folk ikke vil tro på, eller at de vil tage afstand til mig. Jeg er bange for at blive stemplet. Det er egentlig lidt skørt, fordi jeg ikke selv har været rigtigt skyld i de traumatiske hændelser.

Hvordan reagerede du, du du fik diagnoserne?
Første gang mht. angsten blev jeg lidt lettet, fordi jeg allerede vidste det selv. Med panikangsten blev jeg meget ked af det, men også lettet. Da det kom til PTSD’en var det en blandet følelse. Det var mig selv, der opsøgte lægen med henblik på at finde ud af, om min selvdiagnosticering var korrekt, men da jeg blev bekræftet i det, ramlede min verden sammen. Det var som om, det blev ok, at jeg havde det, som jeg havde det, men alligevel var det så sindssygt (pun intended) overvældende, at jeg blev slået helt ud. Dog var jeg også helt enormt lettet, fordi jeg fik bevis på, at det ikke bare var mig, der var skør uden grund.

Hvad betyder sygdom for dig i din hverdag?
Jeg vil jo helst ikke kalde psykiske problemer for sygdom, selvom jeg inderst inde godt kan forstå, at man kalder mere eller mindre uhensigtsmæssige hverdagsændrende adfærd/følelser/tanker for psykisk sygdom. Det ændrer jo ens liv og kan helt sætte en stopper for, hvad man gerne vil. Ligesom sygdom. Det kan slå en ud. Som følge af det har jeg det tit dårligt. Jeg bliver let deprimeret, får hurtigt for meget (for mange indtryk) og bliver meget, meget træt, ked af det og helt uduelig og urolig.

Hvad har dine udfordringer betydet for dem, der er tæt på dig?
Det er synd for dem af min familie og venner, der oplever det. Især for min kæreste fordi han lever med det hver dag.

Han håndterer det rigtig godt, og selvom han selvsagt bliver frustreret, irriteret og ked af det, så elsker han mig så meget, at han overkommer enhver forhindring, vi støder på. Han er så forstående og omsorgsfuld, at hvis alle var som ham, så ville der ingen krig være i verden. Og så er jeg jo altså også ok glad, sprudlende og sjov det meste af tiden – synes han heldigvis. På trods af udfordringerne.

Min mor er god til at være der for mig, interessere sig for “hvordan går det for tiden”, og gør alt hun kan for, at jeg får det bedre. Dog er jeg ikke så glad for at tale med hende om tingenes sande tilstand, fordi jeg føler, at hun ikke sådan rigtig forstår, hvorfor jeg har det, som jeg har. Så det er fint, som det er nu. At jeg indimellem nævner, hvordan det går, og nogen gange bryder helt sammen, men for det meste ikke deler så meget. Det samme gør sig gældende med min far.

Begge mine forældre er meget, meget søde og kærlige mennesker, og de har ondt af mig og er kede af, hvordan jeg har det. Det er nok også medvirkende til, at jeg ikke så gerne deler alting – jeg hader at se tristheden i deres øjne, når jeg er ked af det.

Mine venner er enten meget forstående eller i hvert fald accepterende omkring min person og psyke.

Hvordan reagerer folk, når de hører, at du kæmper med de her ting?
Folk bliver overraskede. “Hvad? Dig?! Du er da så glad altid”. Men jeg har langt størstedelen af tiden mødt stor forståelse og accept. Og min oplevelse er, at når man selv åbner op, så gør andre det også. Win win.

Hvor åben er du om dine sygdomme, og er du bange for reaktionen, når du fortæller om dem?
Jeg er ret åben om angsten, fordi jeg er så vant til den, og fordi jeg er blevet så god til at styre den og ikke lade den styre mig. Det er jeg ret stolt over, og jeg er egentlig ret tilfreds med, at jeg kan lide af angst, fordi det giver mig et andet og bedre perspektiv på verden og menneskerne omkring mig, end hvis jeg ikke havde den. Det er jeg overbevist om.

Hvis du havde et talerør til befolkningen, hvad ville du så helst have folk til at forstå om psykiske problemer?
At psykiske problemer kan ramme ALLE. Og at man ikke nødvendigvis er et svagere menneske, fordi man er psykisk belastet/syg. Man er snarere tværtimod megastærk, fordi man hver dag eller ofte kæmper med overhovedet at komme gennem dagen. Folk med psykiske problemer er seje, fordi de er meget pressede i verden. Man føler meget intenst og alt kan virke overvældende. Det er badass, når man klarer sig på trods (og måske på grund af).

Hvilke håb og drømme har du for fremtiden?
Mine håb og drømme for fremtiden er, at jeg får det bedre og bedre. At jeg ikke bliver for ubehageligt påvirket under mine fremtidige graviditeter og i mine fremtidige børns opvækst. Jeg håber, at mine børn og min kæreste og min familie og mine venner og bekendte og andre mennesker ikke får det dårligt af mig (det gør de dog heller ikke så meget nu, er mit indtryk, heldigvis).

A depressed body

In the midst of a myriad of depressive thoughts, the body draws attention to itself. Not only the brain is depressed, the body is affected, too.

My body feels estranged. I’m heavy in all limbs, feeling as if my body is being held down by an invisible force that makes it almost impossible for me to move out of my bed or off the sofa. The three meters to the bathroom feels like a marathon – an impossible performance.

The thoughts about exercise at the fitness center are overpowering. I’ll never get into shape again. Think of all the wasted work I’ve been doing in the gym over the last year! My stomach aches at the thought of not getting to the gym, but the thought of walking the 900 meters to get there makes my body even heavier.

Lau supports me in the idea of ​​getting some exercise. Maybe just a short walk, but it’s grey outside, leafs are falling off the trees, it’s cold and the wind probably makes it hard to even walk. The few times I was lured out on a walk, it felt completely wrong – my body just wanted to be allowed to lie down again. The tears were in the corners of my eyes and life seemed unmanageable.

Still, I knew that Lau was pushing me because he loved me – I felt so squalid because I couldn’t express how much I appreciated his constant effort.

Everyday life becomes cumbersome.

A bath requires that I move to the bathroom and actually stand on my legs. I try to limit the amount of baths that I need to take. I’m also doing fine in my pyjamas and don’t feel the need to wear proper clothes.

Food needs to be purchased, cooking and cleaning needs to be done and clothes needs to be washed… Lau studies full-time and is doing really well. It’s not fair that he has to come home to a hopeless, depressed girlfriend that hasn’t even done the most basic things during the day.

The tears are coming again, running in a steady stream. Sometimes. Other times, they are completely impossible to get out even though I know it will ease the situation a little.

There’s a battle going on inside me while we cook, Lau and I. We eat in silence – I haven’t got enough energy to talk and hear about his day. The tears are in the corners of my eyes again, because the thoughts about how hopeless I am at just living life are taking over.

I don’t enjoy food and barely eat. Within a few months I lose six kilos without intending to.

I’m sent to see a psychologist even though I don’t think it makes any sense. The big question for me is where the money for the psychologist will come from. My income is hopeless.

I visit the psychologist 3 or 4 times, but I give it up. I don’t think it changes anything for me. We’re just talking, and I’m sad when I’m there. Just imagine – I can’t even manage going to the psychologist anymore. You can not be particularly gifted when you can’t do something that simple.

The wish not to live

My first post is about how it feels to be thoroughly depressed. I’ve done my best to give an insight into what goes on in a depressed mind. All the thoughts described here are thoughts that I’ve had myself during periods of depression.

I’ve participated in what we call “packaged treatment runs” during my illness. In this kind of course I’ve been connected to a hospital where help from both psychologists and psychiatrists was provided.

Looking back…

I see everything as through a pair of glasses covered in paté. The world kind of loses it’s colours. Everything becomes brownish, grey, as if it doesn’t matter to even look at it. It’s so much nicer if I close my eyes and disappear into sleep. Many, many days go by just lying in bed, looking, sleeping and thinking way too many sad thoughts.

Thoughts come and go, quickly, one after another. A “Myriad of thoughts” is the best description. One thought quickly replaces the other. The thoughts are never positive, but black-in-black, never any good for the self-esteem which slowly but surely is eroded. Why does Lau even tolerate me – he ought to find another girlfriend, someone that’s worth loving.

I’ll never be able to move on with my life – I’ll never make anything of myself. My parents will never be proud of me – how can they even care for me, love me? How could I end up as the complete failure that I am when I have the parents that I have? How did I go from being at the top in school to become a complete loser? If it wasn’t for my parents I probably would end up homeless.

I feel so damn dependent on other people and the system of doctors, psychiatrists, the “Jobcentre” and caseworkers. I’m a burden to the society – will it ever change?

I know that I’m not worth being around, but why do my friends dissociate from me? Are they afraid of doing something wrong? Imagine if I had “real” friends that took care of me – but why would I be able to get such friends – I’m not worth it? I’m going to live a lonely life, and it’s probably the best for everybody if I just isolate myself.

While all these thoughts fly around in my head, the tears run down my cheeks. The hopelessness is complete and overshadowing. Life’s not worth living. The World would be a better place without me. I start to formulate suicide letters to my family in my head and consider what the easiest way to kill myself would be.

Ja, der er fordele ved at være bipolar!

Her på bloggen har jeg fået beskrevet de nedture, der følger med at have sygdommen bipolar lidelse, men opturene og de positive sider mangler jeg vist at belyse, så det er målet med dette indlæg.

Jeg meldte mig for et par måneder siden ind i en lukket facebookgruppe for bipolare i håb om at møde ligesindede, og høre om deres måder at komme igennem de udfordringer, der jo trods alt følger med at have sygdommen. Jeg håbede også på at få nogle positive input, men de lod vente på sig.

Til sidst lavede jeg et opslag, hvor jeg efterlyste positive ting ved at være bipolar. Der endte med at være over 100 kommentarer på opslaget, og her vil jeg med egne ord fortælle om de positive ting, jeg i samarbejde med gruppens medlemmer kom frem til, at der trods alt er ved at være bipolar.

Mange har gjort det klart, at kreativitet kan være en stor del af det at være bipolar – at være god til at male og tegne er ret almindeligt. For mit eget vedkommende har sygdommen gjort det muligt for mig at skrive noget, jeg håber og tror på, at læseren kan mærke, fordi jeg har oplevet og stadig oplever, nogle yderpunkter i følelsesregistret. Man føler stærkere og mere nuanceret, og netop det kan være en fordel, hvis man fx som skuespiller eller forfatter skal formidle følelser.

I de perioder, hvor man er hypoman eller manisk kan ens produktivitetsniveau stige til uanede højder. Nogle kan heldigvis bruge den ekstra energi og det enorme overskud til at være et festligt indslag i andres liv – en kommentar på mit opslag lød sådan her: “Jeg er en fest at være til fest med – den slutter aldrig”. Netop fordi man kan være en fest, har man ofte en masse gode minder med sig efter sådan en periode.

Nogle kan bruge energien til at læse overdrevent og være ekstremt engagerede i uddannelse og dermed opnå gode karakterer, mens andre kan rette energien mod at gøre karriere.

En solskinsdag kan for nogle fremkalde lidt hypomane symptomer – man får ekstra energi, bliver glad i låget og får ordnet en masse praktiske ting. Slet ikke en dårlig ting.

Med sygdommen følger selvfølgelig også nedturene, men folk var gode til at få vendt netop nedturene til noget positivt. Fordi man har oplevet det at ramme bunden, bliver de problemer, der for andre kan synes store, til forholdsvis små udfordringer. Man lærer sine stærke og svage sider rigtig godt at kende – det er lidt en kliché, men man lærer virkelig sig selv rigtig godt at kende.

Samtidig bliver mange bedre til at leve i nuet, fordi de har været tættere på døden end de fleste andre har. Man kan blive bedre til at lægge mærke til de små, gode ting i livet. Man lærer virkelig at sætte pris på gode dage, for man kan ikke tage dem for givet.

Mange var også enige om, at man kan bidrage til andres liv, fordi man bl.a. kan lære fra sig om at håndtere svære ting i livet. Man får en dybere forståelse af andre mennesker, og det, de føler. Man forstår hvordan det er at leve med at have problemer. Mange mente, at man simpelthen kan udvise mere empati.

Mange føler også, at de er blevet mere rummelige mennesker af at leve med sygdommen. Jeg har selv fået udvidet min horisont, og har lært en masse om mennesker med psykisk sygdom – de er ligesom blevet afmystificerede. Nu synes jeg bare det er rigtig spændende at møde mennesker med “rotter på loftet” – ofte har de noget at byde på, som “raske” mennesker ikke har.

Efter jeg har startet min blog, har mange mennesker åbnet sig og har fortalt om de problemer, de selv har. Jeg tror, at den ærlighed kommer, fordi jeg selv er ærlig omkring min situation. Hvis ikke det var for min sygdom, ville jeg aldrig have haft de samtaler med de mennesker, jeg ville aldrig have forstået mennesker med problemer på den måde, som jeg gør nu. Jeg ville aldrig have lært “tosserne” (se evt. Om at snakke med ligesindede) at kende, og jeg ville have brugt langt mere tid på at finde ud af hvem, der er mine rigtige venner.

Jeg blev så glad den dag jeg lavede opslaget, fordi folk virkelig bakkede op om at finde alle de positive sider ved sygdommen frem. Det er selvfølgelig ikke til at sige, om de mennesker, der føler at de blevet mere kreative af sygdommen ville have været lige så kreative uden sygdommen osv., men jeg synes, at der var nogle klare tendenser i det, folk skrev – og det er netop dem, jeg har beskrevet ovenfor.

Alt i alt må jeg jo bare konstatere, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget.

 

Sara II

Det gør ondt indeni hende, så forbandet ondt. Den psykiske smerte har sat sig i hendes krop. Hun kan ikke holde ud at være til længere, det eneste hun ønsker er at få fred. Fred fra at føle sig i vejen. Fred fra at føle smerten ved at være i live.

Hun ved inderst inde godt, at hendes forældre elsker hende, men hun er samtidig smerteligt klar over hvor meget, hun belaster dem hver dag. Hun er sur og tvær, utaknemmelig udadtil og ked af det. Mest af alt er hun ked af det.

Hun sidder bøjet over papiret. Tårerne løber ned over kinderne og ned på papiret. Det bliver gennemvædet, så hun må starte forfra igen og igen. Hun havde aldrig forestillet sig, at det skulle være så svært at få tankerne ned på papir. Hun har jo gennemtænkt det her hver aften de sidste mange måneder. I takt med at smerten og den lede hun føler ved livet er blevet større, er brevene, som hun har formuleret dem i sit hoved, blevet mere og mere følelsesladede.

“Kære mor, kære far,
I skal vide, at jeg elsker jer, selvom jeg ikke har kunnet give udtryk for det i lang tid. Jeg ved, at I også elsker mig, og altid vil gøre det, selvom jeg ikke længere er hos jer”.

Okay, så fik hun styr på indledningen. Hun tager en dyb vejrtrækning, inden hun fortsætter.

“Jeg har taget det ultimative valg, og jeg ved, at det vil have konsekvenser for jer.”.

Tårerne løber atter. Papiret bliver vådt, men hun skriver videre – det er for svært at skrive det her om igen og igen.

“I skal vide, at I på ingen måde er skyld i den beslutning jeg har taget – I har gjort alt det, der er menneskeligt muligt for mig i de måneder, hvor jeg har haft det dårligt.

Måske ender I med at sidde tilbage med dårlig samvittighed over, at I ikke vidste helt hvor dårligt jeg har haft det, men jeg håber for alt i verden, at I kan lægge den dårlige samvittighed fra jer – det er min egen skyld, at jeg ikke har rakt mere ud efter jer og taget imod jeres hjælp”.

Hun falder hen i tanker om hvordan hendes mor desperat har forsøgt at få hende til at gå til psykolog, hvordan hendes far, på sin egen lidt kejtede måde, har forsøgt at hjælpe hende. De har begge to været bekymrede for hende, ingen tvivl om det, men de har ikke kunnet sætte sig ind i præcist hvor dårligt hun har haft det.

Hendes forældre har levet et forholdsvis ubekymret liv. De har begge klaret sig rigtig godt med uddannelse og karriere. De fandt sammen i en tidlig alder, og har holdt sammen gennem tykt og tyndt lige siden. De har aldrig oplevet smerte på den måde eller i den grad, som Sara har oplevet den i hendes ellers forholdsvis korte liv.

“Jeg havde engang drømme for fremtiden, men de er smuldret. Jeg kan ikke længere se enden på det her mareridt, som jeg lever i hver dag. I vil nok aldrig kunne forstå hvordan en psykisk smerte kan sætte sig som en smerte i kroppen.”

Netop der tog Sara så grueligt fejl. Hendes forældre kom i dén grad til at føle smerten i deres egne kroppe. En smerte så dyb og håndgribelig, at den føltes som en stor, sort knude, der åd deres kroppe op indefra.

“Jeg har ikke følt glæde i lang tid, og netop fraværet af glæde er så uendeligt svært at leve med. Jeg kan ikke længere mærke varmen fra solens stråler, fuglene synger ikke, de skriger klagesange. Verden er grå. Jeg kan ikke længere få smilet til at ramme mine øjne. Jeg føler mig skiftevis tom og fyldt op af smerte.”

Sara bliver nødt til at holde pause. Det er udmattende at formulere hvordan hun har det. Hun lægger sig på sengen, kryber sammen i fosterstilling og stirrer med tomt blik ud af vinduet på birketræet, der vajer i vinden foran hendes vindue. Tårerne er stoppet, nu er der kun tomhed og følelsesløshed tilbage. Netop følelsesløsheden gør hende i stand til at formulere afslutningen på brevet – det sidste hendes forældre nogensinde skal høre fra hende.

“Jeg vil aldrig kunne formulere det, så I kan forstå det til fulde, men jeg elsker jer, og ved at jeg vil pådrage jer en smerte ved at tage herfra så tidligt. Måske en endda en smerte I aldrig rigtig vil komme jer over. Jeg håber og beder til, at I vil leve videre, når I har sørget en tid, for det ved jeg, at I ikke kommer uden om. Jeg håber, at I vil nyde solens stråler, fuglenes sang og verdens smukke farver, og at I vil smile igen, så man kan se det i jeres øjne. Jeg håber, at I igen en dag vil mærke følelsen af lykke – både for jeres egen og for min skyld.

De største knus og kram fra mig til jer,
Jeres Sara”.

Sara folder brevet sammen og lægger det ind i en den notesbog, som hun håber, at hendes mor vil finde en dag.

Sara I

Til Astrid og hendes efterladte

Hun falder på knæ på det ru trægulv, mærker ikke splinterne, der går gennem strømpebukserne og ind i knæene. Hun råber højt, men ikke en lyd undslipper hendes læber. Hun får kæmpet sig på benene, for hun ved godt, hvad der er det rigtige at gøre. Alt foregår i slowmotion. Hun står udenfor og kigger ind. Det kan ikke være hende det her sker for. “Nej!” lyder det inden i hende. “Ikke hende, ikke min datter!”.

Hun når hen til kroppen, der hænger livløs fra loftet. Hun løfter op, råber på hjælp. Råber af hendes lungers fulde kraft. Hun kan ikke klare det her alene. Hun kan ikke både løfte og skære rebet over. Det går op for hende, at rebet strammer om halsen – det skal skæres over, ellers hjælper det ikke at løfte. Panikken er ved at få overtaget. På rystende ben løber hun ned i køkkenet, får fat i en kniv og tager trappen to trin af gangen op igen. Hun hiver stolen fra skrivebordet hen så tæt på kroppen som muligt, stiller sig op og begynder at file. Det går langsomt, så uendeligt langsomt. Til sidst lykkes det, og kroppen lander med et bump på gulvet.

Hun kaster sig ned på gulvet, hiver og flår i rebet, der endelig giver sig og kommer fri af halsen. Hun rusker i den livløse krop, uddeler en lussing, råber højt “Sara kom tilbage til mig!”. Hun lægger an til hjertemassage, for det har hun lige haft kursus i, hun kan ikke give op! Og så falder hun sammen hen over Sara. Hun udstøder en høj, klagende lyd, som et såret dyr. Men det er vel netop hvad hun er – et dyr, der er såret dybt ind i sjælen. Så dybt at hun endnu ikke har fattet alvoren af det, men det skal nok gå op for hende i den kommende tid. Virkeligheden vil ramme hende hårdt, meget hårdere end andre nogensinde vil forstå. Velmenende mennesker omkring hende vil sige “Det forstår jeg godt”, men de vil aldrig kunne begribe noget af det, hun skal igennem. Ingen vil nogensinde forstå hende igen. Hun vil for altid føle sig udenfor og alene.

Senere finder hun ud af, at hun lå der i timevis hen over den døde krop inden “faren til den døde pige” kom hjem. Han skreg ikke, han stod bare som forstenet og kiggede på det surrealistiske scenarie, der udspillede sig for hans øjne. Den døde datter og den handlingslammede mor. Ingen ringede til alarmcentralen før sent den aften – de var ikke klar til at give slip. Det blev de aldrig.

Først måneder senere finder forældrene modet til at gå ind på Saras værelse. De fritlagte bjælker kigger nærmest hånende ned på dem. Hvis bare de ikke havde givet hende det værelse, så! Hun ville jo også hellere have det store, deres soveværelse, men de havde været meget insisterende. “Hvis bare” var stort set det eneste de havde tænkt i de seneste måneder.

Hun sætter sig ved skrivebordet og kigger med hævede øjne rundt på de bøger og papirer, der ligger spredt på bordet. Ordensmenneske var hun i hvert fald ikke. Tårene presser sig atter på. Hun har grædt mere eller mindre konstant i flere måneder, så hun lader dem løbe endnu en gang. Tårerne slører synet, men hun finder en rest af den stædighed frem, som hun havde så rigeligt af tidligere, før det unævnelige, og åbner øverste skuffe i skrivebordet. Flere papirer, mere kaos. Blyanter og kuglepenne i alverdens farver. Farverig – det var hun. Anden skuffe er fyldt med tomme notesblokke. I tredje skuffe finder hun den bog, der skal ende med at give dem nogle af de svar, som de så desperat har søgt efter hos Saras veninder og venner den seneste tid. Sara har i timerne op til hendes død skrevet et brev.

Fortsættes i et kommende indlæg

 

Dårlige dage med en bipolars øjne

Dagbog fra 29. og 30. april 2017

Jeg vågnede lige før vækkeuret ringede og kom først flere minutter senere i tanke om hvad det var jeg skulle starte dagen med – træning! Gys. Jeg kom i træningstøjet, fik spist og kom ud af døren uden de store problemer. På cyklen på vej til træningscentret begyndte “vend nu om og kør hjem og læg dig i din seng”-tankerne for alvor. De sniger sig ind på mig som rovdyr, de tanker.

Jeg kæmpede imod og fik faktisk trænet. Næsten lige så meget som jeg burde (jeg sprang lige en øvelse over – jeg gad simpelthen ikke). Hjem igen på cyklen, i bad og så begyndte tårerne at presse sig på af fuldkommen ukendt årsag.

Der var gæster i huset, så tårerne kom ligesom ret ubelejligt. Godt nok skriver jeg åbent om min sygdom, men der er langt fra mine skriverier til at vise næsten fremmede mennesker hvordan jeg ser ud, når følelserne sidder uden på tøjet.

Jeg gemte mig på mit værelse – græd for mig selv, helt stille. Tårerne trillede i en time. Jeg havde ingen anelse om hvorfor.

Til sidst skrev jeg til min mor og forklarede, at det var en dårlig dag. Jeg fik lov til at græde ud hos hende. Jeg pakkede sammen, tørrede tårerne væk, klistrede smilet på og gik ud til gæsterne.

Jeg pakkede sammen, smilede lidt mere, var høflig alt imens tårerne pressede sig mere og mere på. Jeg kom ud af døren efter et venligt “farvel og I må hygge jer”.

Heldigvis var solen begyndt at skinne, så jeg kunne tage solbriller på og lade tårerne snige sig ud i øjenkrogene uden at nogen kunne se dem. Kunsten er at græde lige præcis så lidt, at tårerne ikke løber ned ad kinderne.

Turen med bussen var lang fordi jeg konstant svingede mellem “det er fint, det skal nok gå” og “jeg har brug for at græde ud lige nu”.

Jeg stod af bussen og styrede direkte mod Netto. Dårligt humør er lig med impulsindkøb – alt i kategorien “sukkerholdigt”.

Med rygsækken fuld af sukkerholdige produkter kom jeg endelig frem til min mors hus. Heldigvis kunne jeg være alene der i nogle timer, mens jeg spiste mig igennem et bjerg af sukker. Tårerne trillede konstant.

Den dag havde jeg et enormt behov for at være alene – jeg begyndte nærmest at græde bare ved tanken om at skulle være social.

Jeg overnattede hos min mor og stod op næste morgen for at tage med til fødselsdagsbrunch hos noget familie. Jeg brugte hele den formiddag på at kæmpe imod mine impulser, som sagde mig, at jeg skulle pakke sammen og komme hjem, så jeg kunne få grædt. Heldigvis holdt jeg ud – nogle gange er det godt ikke bare at overgive sig til den håbløshed, jeg nogle gange føler.

Eftermiddagen blev brugt på en lang gåtur i godt selskab i det dejlige forårsvejr, og det hjalp. Humøret kom på ret køl igen.

På sådan nogle dage er jeg i tvivl om, om jeg har det sådan fordi jeg i bund og grund er et helt almindeligt menneske, eller om jeg har det sådan, fordi jeg er bipolar. Måske er det en blanding. Måske er det mest det første – det vælger jeg at tro på lige nu.

 

Emma

Det er lyst, vidunderligt lyst. Fuglene pipper. Bladene er næsten selvlysende, de er lige sprunget ud. Vandet i søen er blåt, dybblåt. Blomsterne skaber næsten et tæppe i hvidt, gult og lilla. Hun følger sine impulser og smider sig ned på tæppet. Energien bølger gennem kroppen, det føles fantastisk. Hun kigger op på den blå, skyfri himmel, følger fuglene med øjnene, og forestiller sig hvordan det ville være at svæve deroppe og kigge ned på det hele.

Det bliver hurtigt for kedeligt at kigge på fugle, hun rejser sig og giver los. Hun løber så hurtigt hun kan den næste kilometer. Vejrtrækningen bliver mere og mere besværet, men hun nyder at presse kroppen, tage den helt ud til grænsen.

Hun nærmer sig byen, og overvejer, om hun skal tage en runde mere i skoven, men der er alligevel grænser for hvor interessant det er, at kigge på de samme blomster og træer en gang til.

Byen summer, folk går hånd i hånd, stopper op og kysser. Går i vejen. Står i vejen. For helvede altså, kunne de ikke gå ind til siden i det mindste? Hun løber videre og rammer med albuerne et par stykker på vejen. Men de kan da bare lade være med at stå i vejen for hende.

Hun tager trappen to trin ad gangen, låser sig ind, hiver tøjet af og træder ind under det varme vand fra bruseren. Hun vasker hurtigt håret, tørrer kroppen og kommer på få minutter i tøjet. Frokosten bliver nærmest kastet i hovedet, og så er hun klar. Vigga er bare ikke kommet endnu. Hun kommer også altid for sent. Har hun da ingen respekt for andre mennesker og deres tid?

En evighed senere ringer det på døren. Vigga undskylder for sin forsinkelse på flere minutter – hun ved jo godt, at Emma hader det. Og så går snakken ellers. Eller monologen er det vel nærmest. Emma har meget at fortælle, faktisk står munden ikke stille på hende de næste to timer. Vigga ved godt hvad der er galt, hun kender det fra sig selv.

Der er mange detaljer, de fleste af dem er ligegyldige, men Vigga lader Emma få luft. Det er en blanding af frustrationer over andre mennesker, deres langsommelighed og så en masse let usammenhængende ord om farver og lys. Har Vigga nogensinde overvejet hvor meget liv folk spilder på at slentre afsted i stedet for at gå i et raskt tempo? Eller hvor irriterende det er med folk, der snakker langsomt? Og så er der de mennesker, der bare tænker alt for meget før de taler. Det er jo spild af godt liv at vente på dem!

Vigga tager hjem. Hvis ører kunne falde af af at høre på for meget snak, ville hendes nok gøre det nu. Hun er i syv sind over hvad hun skal gøre. Det er jo helt tydeligt, at Emma er godt og grundigt hypoman. Hun ved, at Emma på nuværende tidspunkt ikke er modtagelig for hjælp, for selvindsigten er forsvundet.

Vigga beslutter sig for at ringe til Emmas mor, men hun er også godt klar over, hvad der sker. De må bare holde øje og håbe på, at det går i sig selv hurtigt. De snakker lidt om tiden, der følger efter. For Emma er det altid lige direkte ned i depressionens kløer efter sådan en periode.

Emma føler sig rastløs. Der skal ske noget. Men hvad? Hun gør rent og tænker samtidig over hvad hun skal gøre bagefter. Hele lejligheden får en omgang, det føles bedst at holde kroppen i gang.

Emma skriver til Agnete. Skal de ikke tage i byen i aften? Sammen med de andre piger måske?

Agnete er frisk. De aftaler at mødes i byen til et par cocktails inden de tager videre til et sted, hvor de kan danse. De andre piger støder til, og de er nu en flok på fem unge kvinder. Emma ved godt, at hun er den, der ser bedst ud, så hun fører sig frem i baren, flirter uhæmmet med bartenderen.

De andre piger undrer sig lidt over hendes frembrusende facon, det ligner hende ikke, og bartenderen er tydeligvis ikke interesseret.

De tager videre og finder et sted med billige cocktails og shots. De er hurtigt på dansegulvet, og Emma overtager det ligesom. Hendes dans er sensuel, de unge mænd flokkes om hende. Hun gør sig til og nyder helt åbenlyst opmærksomheden. De andre piger trækker sig og sætter sig ved baren. De lader Emma køre sit eget spil.

Næste morgen vågner Emma i en fremmed mands seng. Hun kigger på ham og undrer sig et øjeblik over, at han scorede hende, hun ved, at hun er bedre end det. Hun får hurtigt tøj på og kommer ud af lejligheden. Hun går hjem i den kølige morgenluft, mærker livet strømme igennem sig. Hun har kun fået få timers søvn, men det generer hende ikke. For tiden er to til tre timers søvn i døgnet rigeligt.

Samme aften kontakter hun Rikke – de tager i byen og historien gentager sig. Rikke føler sig overladt til sig selv, for Emma er på dansegulvet og overtager det endnu en gang med sin udfordrende dans. Næste morgen vågner Emma igen i en fremmed mands seng. Denne gang mærker hun noget, hun ikke har mærket i lang tid. Følelsen af at fortryde. Hun er også træt, men kæmper sig alligevel ud af sengen, får tøj på og kommer hjem.

Derhjemme kaster Emma sig direkte i seng. Hun sover ti timer og vågner fuldstændig rundtosset. Hun er stadig træt, og tømmermændene – især de moralske – har sat ind.

Der er beskeder fra Rikke på mobilen. Hun er nervøs for om Emma kom godt hjem.

Emma vender sig om på den anden side og forsvinder ind i en drømmeløs søvn. Først da mørket er faldet på vågner hun igen. Hendes mor har prøvet at få fat i hende, men hun orker ikke at vende tilbage.

Hele natten ligger hun vågen og tænker på, hvad der er sket de sidste uger. Hun har det dårligt med sig selv. Egentlig havde hun slet ikke pengene til at gå i byen flere gange. Og hvad lavede hun dog med de mænd? Hun kastede jo sig selv i grams. Og så kommer tårerne. Hun ved jo godt hvad der er sket, og hun er rædselsslagen for, hvad der skal ske i den kommende tid.

Efter hypomani følger altid en depression.