Anmeldelse af en helt særlig bog

Jeg blev i februar kontaktet af Cecilie Vahl. Hun ville høre, om jeg ville læse hendes bog “Indre Kamp”, og skrive en anmeldelse af den. Det ville jeg meget gerne, og du kan læse anmeldelsen herunder. Bogen udkommer på Den Internationale Bipolardag d. 30. marts 2021. 

Kender du det, når du har læst en bog, som har gjort dig kold ned i tæerne, fået dig til at græde af medfølelse og grine, så folk omkring dig kigger? Sådan en bog har Cecilie Vahl skrevet. “Indre Kamp” er alt det og meget mere. En medrivende og præcis fortælling af, hvordan det er at være bipolar og samtidig være værnepligtig i Hæren på Bornholm. 

Jeg føler nok en ekstra tilknytning til bogen, fordi jeg er både bipolar og selv har været værnepligtig. Jeg var ikke på Bornholm, hvor værnepligten skulle være særligt hård, men derimod i Holstebro. Der synes jeg nu også, at de gjorde, hvad de kunne for at udtrætte os. Jeg var ikke selv vidende om, at jeg er bipolar, da jeg var i Hæren – en viden som Cecilie fik kort inden sin værnepligt. 

Cecilie beskriver på allerfineste vis, hvordan det er at være bipolar og skulle overkomme udfordringer. Hun har et godt råd med sig fra Affektiv Klinik på Rigshospitalet: Man skal ikke altid undgå risikofyldte situationer, men man skal lære at håndtere dem – ellers bliver livet kedeligt. 

Bogen er på mange måder en hyldest til kærligheden: Kærligheden til mennesker og kærlighed til livet selv. En kærlighed, der ind imellem kan være så svær at mærke, at livet ikke længere giver mening. Cecilie har været tættere på afgrunden end jeg, rent fysisk – mentalt har vi nok været nogenlunde samme sted, selvom den slags svære tanker måske ikke bør sammenlignes. 

Man kan da kun have respekt for en ung kvinde, der kæmper sig igennem værnepligten med sovemedicin og medicin mod depression som tro følgesvende, og beskriver sårbarhed med sætninger som “Jeg lukkede mine øjne, så tårerne kunne blive inde, for nu var ikke tiden til at være sårbar“. 

“Det tager tid at acceptere ikke at være i stand til at gøre det samme som tidligere”. 

Artikel på startskud.dk

Kære læser,

Jeg har svaret på en masse spørgsmål om livet med depression – resultatet kan ses på hjemmesiden Startskud.dk eller via linket nedenfor.

http://startskud.dk/en-stemme-fra-pigen-i-troejen-at-komme-videre-fra-en-depression-handler-i-mine-oejne-rigtig-meget-om-at-bede-om-hjaelp-og-at-faa-det/

God læselyst!

 

En uventet gave

Jeg har fået noget nyt. En slags gave af bedste kvalitet. Jeg har luret på, om det er sandt, men:

Jeg har fået modstandskraft.

Modstandskraften er ikke helt voksen endnu, men den er vist efterhånden nået teenage-stadiet.

Det er virkelig som at opleve mig selv være mig selv for første gang, sådan rigtigt, i noget der ligner ti år.

Der er gået tid siden sidste indlæg her på bloggen, fordi jeg har haft det godt. Jeg har simpelthen ikke ret meget at brokke mig over. Og så sad jeg altså lige her i S-toget og fik lyst til at skrive om netop det: at have det godt og at have modstandskraft.

Modstandskraften kommer mig til gode i en del situationer. Det vigtigste i min hverdag er, at jeg kan modstå andres dårlige humør.

Helt banalt, men jeg har altså været smadder påvirket (ofte negativt) af, hvordan folk omkring mig har det. Jeg har som en svamp suget alt dårligt humør til mig.

Jeg kan efterhånden bevare mit gode humør i ret lang tid, selvom jeg omgiver mig med mennesker, der har en dårlig dag eller bare slås med noget den dag, den uge eller det år.

Jeg er med andre ord i stand til at give og ikke kun tage. Og det giver overskud. Det bliver en positiv spiral.

Selvfølgelig er jeg også presset og ked af det, opgivende og småsur ind imellem, men det er slet ikke det, der fylder mest.

Jeg bliver stadig overrasket med mellemrum over, at jeg har det så godt, men heldigvis begynder jeg også at tage glæden og lysten til livet lidt for givet. Er det ikke sådan det skal være?

Min far spurgte mig hvorfor modstandskraften har fået liv igen. Jeg ved det faktisk ikke helt, men mon ikke den har fået næring af små succeser og lidt lykkefølelse over det sidste års tid. 

Pop Champagnen! Næsten

Fleksjobbet er endelig i hus! Hurra, weehu og pop så champagnen, det lykkedes! Der mangler bare lige en enkelt underskrift.

Det tog lige omkring et år at få et fleksjob, altså få det godkendt af kommunen. Og så er det altså gået rigtig hurtigt! Har jeg hørt.

For dem, der ikke kender så meget til fleksjob kommer her en forklaring med udgangspunkt i mit specifikke tilfælde (det er efterhånden min erfaring at folk nikker, siger ja og smiler høfligt, når jeg fortæller, at jeg har fået bevilget fleksjob, men de færreste ved faktisk hvad det er. Det ville jeg heller ikke vide, hvis ikke det var så relevant for mig at kende til det):

Jeg arbejder 13 timer om ugen, men min arbejdsevne er sat til at være 30%. Procenten sætter man på for ikke at presse fleksjobberen (altså mig), og for at arbejdsgiveren ikke betaler for noget, han/hun reelt ikke får. Smart på sin vis, og lidt mærkeligt at få at vide, at jeg yder under en tredjedel af hvad en “almindelig” medarbejder yder.

At jeg er sat så lavt procentmæssigt gør dog regnskabsafdelingen glad (eller i hvert fald hende der står for at udbetale løn, og nok også skolelederen på skolen, jeg arbejder på). Det betyder nemlig, at skolen kun skal betale for 30% af de 13 timer jeg arbejder.

Men! Det kan man jo ikke leve af, og det er netop derfor fleksjobbet er smart; kommunen supplerer, så man får noget, der ligner en almindelig løn. Ikke en høj løn, men dog penge til at overleve for. Måske endda leve for. Og mere kan og skal jeg/man heller ikke forvente, for man får jo en hulens masse foræret.

Kunne jeg så ikke tage mig sammen og arbejde lidt mere? Måske 15 eller 20 timer om ugen – det er jo stadig meget mindre end en fuldtidsmedarbejder arbejder? Så kom dog i gang Christine! Og sådan tænker jeg også ind imellem, for jeg har det jo godt. Jeg trives, jeg er glad, jeg har overskud. I hvert fald for det meste. Ind imellem skrider det hele bare, og så er 13 timer om ugen helt uoverskueligt.

I de dårlige uger er der ikke overskud til noget som helst, og hvis jeg først føler mig presset af arbejde (eller som tidligere af studie), vælter læsset for mig.

Når jeg skriver “dårlige uger”, er der ikke tale om Tycho Brahe-agtige dage (selvom de jo kan være anstrengende nok!), men sådan nogle dage, hvor jeg nærmest ligger i fosterstilling, er rigtig godt og grundigt ked af det, isolerer mig, og ikke får gjort noget som helst.

Og de uger vil jeg undgå for enhver pris. Derfor kun 13 timer med fantastiske børn i en børnehaveklasse om ugen fordelt på fem dage. Jeg glæder mig til at komme på arbejde hver dag (de dårlige uger undtaget). Jeg glæder mig til at se børnene efter hver weekend, og jeg frygter ferierne, for der forsvinder rytmen, motivationen for at komme op og samværet med børnene og mine helt fantastiske kollegaer.

Det lyder meget lyserødt med den arbejdsplads, måske endda som om jeg overdriver lidt? Men det gør jeg faktisk ikke. Det ér en helt fantastisk skole, nogle helt fantastiske børn og nogle helt fantastiske kollegaer.

Okay, fint nok, men hvordan pokker er jeg så kommet så hurtigt igennem “Systemet”? Det er jeg af fire grunde:

1. Min kontaktperson i Ungeenheden i jobcentret kæmpede min kamp, da jeg ikke selv kunne. Hun sørgede for, at jeg fik den rette konsulent/sagsbehandler/socialrådgiver tilknyttet (jeg ved ikke helt hvad den rette betegnelse er, så her efter skriver jeg konsulent, det kan man vel ikke blive rigtig fornærmet over at blive kaldt?). Tak!
2. Min konsulent, M, kæmpede en kamp med/mod ledelsen og fik et forløb hos firmaet NextJob igennem til mig. I det hele taget var M fantastisk, fordi hun altid var der for mig, altid gjorde lidt ekstra. Tak!
3. NextJob blev en slags åbenbaring. Jeg fik tilknyttet to, ja 2!, konsulenter, som bare altid var (og er) der for mig, også søndag eftermiddag og mandag morgen kl. 7. Vi mødtes til et indledende møde, og så blev jeg sendt i praktik med det samme (altså efter eget ønske). Jeg kom igennem et par praktikker og en masse opfølgende samtaler og sms’er, før de to konsulenter fandt frem til en praktik på den skole, som forhåbentlig skriver under på at ansætte mig lige om snart. Jeg har stadig NextJob tilknyttet, for de slipper mig ikke før underskriften er sat på min kontrakt. Konsulenterne har dokumenteret alt undervejs, og den dokumentation (sammen med udtalelse fra min psykiater, udtalelse fra egen læge, et dokument jeg selv har udfyldt med en masse detaljer om de sidste ti år af mit liv og C’s (se nedenfor) sammenskrivning af det hele), har været den direkte vej til fleksjobbet. Tak!
4. Min nye sagsbehandler, C, som overtog, da M gik på efterløn. Jeg har mødt C tre gange: til et kort møde hos NextJob, ved udlevering af de papirer, der blev brugt som dokumentation og til mødet med *rehabiliteringsteamet. Ind imellem de tre møder har jeg skrevet og snakket med C en del gange, for hun lod ikke noget være op til tilfældighederne. Der har været styr på alt, tingene er gået hurtigere end man kunne forvente, og så er hun bare et menneske. Ikke en maskine af systemet. Tak!

*Det hold der var sat til at vurdere, om jeg kunne få fleksjob.

Rehabiliteringsteamet bestod af seks mennesker (inkl. C), der sad omkring et bord og kiggede nysgerrigt, eller måske nærmere vurderende, på mig, da jeg kom ind til dem. Heldigvis havde jeg min mor og en af konsulenterne fra NextJob med mig som bisiddere – ellers havde jeg nok følt mig noget alene.

Mødet med rehabiliteringsteamet gik fint, men at jeg selv havde kaldt det en eksamen, var vist ikke en overdrivelse.

Mødelederen startede med at spørge mig om hvad jeg havde tænkt op til mødet. Øh HVAD? Jeg har sgu da tænkt mange ting det sidste år! Hvor vil du have jeg skal starte? Med hvad jeg tænkte da min psykiater sagde til mig, at nu var det tid til at søge enten fleksjob eller førtidspension i en alder af 27 år? Eller hvad med mine tanker alle de gange jeg har fået at vide, at det vigtigste ved psykiaterens udtalelse er, at der skal stå, at “lidelsen er varig” og at “alle behandlingsmuligheder er udtømte”? Ville hun have mig til at fortælle om mine tanker, da jeg valgte tøj til et møde, der skulle afgøre en temmelig væsentlig del af mit liv de næste ca. fem år?

Jeg kan ikke huske hvilket vævende svar jeg kom frem til, men sikkert noget med, at jeg håbede på at få ro på, for det trænger jeg til efter ti års tumult.

De andre spørgsmål fra mødelederen var lige så mærkelige, lægen, der var til stede, afbrød mig hver gang jeg sagde noget (altså som svar på hendes egne spørgsmål), og så blev der stillet et par kritiske spørgsmål omkring de 30% – det kunne NextJob-konsulenten heldigvis svare godt på.

Så skulle der voteres blandt de seks “panelmedlemmer”, og jeg blev sendt ud sammen med mine bisiddere. Det er ærligt talt lidt anstrengende at sidde og vente på sådan en afgørelse, men den faldt ud til min fordel: de indstillede mig til fleksjob.
En uge efter fik jeg brev med den endelige afgørelse: fleksjob bevilget fra 1. marts 2018.

Da jeg kom ud af lokalet efter mødet begyndte tårerne at løbe. Jeg var nok mere lettet, end jeg lige havde regnet med, jeg ville blive.

Nu mangler kun en underskrift fra skolelederen (der er møde med ham midt i marts, og NextJob-konsulenten skal med, pyha!), og så skal der i dén grad proppes champagne!

Bagud på verden

Jeg har netop fundet nedenstående tekst frem fra gemmerne. Jeg skrev den tilbage i oktober på en af de rigtig dårlige dage. I oktober havde jeg ikke lyst til at dele indholdet her på bloggen, men nu virker det ikke så skræmmende mere. Læs med og bliv klogere på mine tanker om at være gået glip af en masse.

Indrømmet! I dag (10/10-17) er en af de dage, hvor jeg er i underskud af humørpoint. Jeg ved ikke helt hvorfor det er sådan, men sådan er det altså, og så må jeg jo prøve at gøre noget ved det.

Jeg besluttede mig for at gå en tur ved søerne, for det plejer at skubbe humøret i den rigtige retning, men i dag gav det mig egentlig mest inspiration til at skrive denne tekst, der ikke ligefrem kan siges at være opmuntrende. Det giver måske til gengæld et lille indblik i hvordan det er at være i mit hoved på sådan en dag. Jeg bilder mig ikke ind, at mine dårlige dage er anderledes end ikke-bipolares, men mine tanker på sådanne dage er påvirket af det, jeg har oplevet (og ikke har oplevet) i mit liv pga. sygdom.

Mine tanker i dag er gået meget på, at jeg føler mig bagud på verden, bagud på liv og oplevelser, bagud på viden.

At jeg føler mig bagud på så mange områder skyldes primært den tid, jeg brugte på at være deprimeret. Når jeg kigger tilbage gik der rigtig mange timer og dage, faktisk år, med ingenting. Jeg fik ikke nogle erfaringer, jeg lærte ikke noget og jeg lærte ikke nye mennesker at kende (faktisk lige det modsatte , venner forsvandt) – jeg var fanget i depressionens mørke favntag og var ret apatisk.  

Men så har jeg vel bare haft dobbelt så travlt med at indhente alt det forsømte lige siden, kunne man være fristet til at spørge (jeg stiller endda mig selv det spørgsmål). Problemet for mig er bare, at mit overskud til læring ikke er så stort, som det var engang, og den tid “alle andre” har brugt på at lære intensivt ved at tage en uddannelse, har jeg brugt på at glo ud i luften og sove (altså ikke af ren dovenskab, men pga. depression).  

Jeg prøver at få skabt nye relationer, men det tager tid, og fordi jeg føler mig bagud på så mange ting, føler jeg ofte, at jeg ikke er god nok, ikke er spændende nok at lære at kende. Det er svært at tage den første, indledende samtale med en, der har en høj uddannelse og et godt job, når min egen situation er så markant anderledes.

Jeg kommer aldrig uden om at skulle fortælle om min manglende uddannelse, om min ansøgning om fleksjob og derfor også om min sygdom. Alle samtaler med nye mennesker handler om hvad man arbejder med/laver til hverdag, og det er rigtig svært, når man ikke har lyst til starte med “Goddag, jeg hedder Christine, jeg er bipolar og har pga. sygdom hverken uddannelse eller et ordentligt, rigtigt arbejde”, men jeg har kun i ganske få tilfælde kunne komme uden om det.

Jeg hader at skulle lyve om hvad jeg laver, for før eller siden bliver man fanget i sådan en løgn.

Jeg glæder mig bare rigtig meget til den dag, hvor jeg kan nøjes med at sige “Goddag, jeg hedder Chrstine, jeg arbejder med X hos Y”, og indtil da vil jeg selvfølgelig smile pænt og være høflig, når andre fortæller mig om deres succesfulde liv. (Uha, misundelse er en grim ting, I know!).

Jeg føler mig også bagud på det, jeg kalder “liv”. Jeg har ikke brugt et par år på at have dårligt betalte jobs for at kunne rejse til Mozambique og lave frivilligt arbejde. Jeg har ikke været på Roskildefestival hvert år sammen med en stor gruppe venner. Jeg har ikke drukket mig fuld tre dage på en uge. Jeg har ikke boet på kollegie, og jeg har ikke…

Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om jeg havde gjort alle de ting, hvis ikke jeg var blevet syg, men jeg ville gerne have haft muligheden for at “folde mig ud” og være ung, og ubekymret – for det har jeg aldrig rigtig prøvet.

På de her dage kan jeg godt komme til at tænke lidt for meget over alt det, jeg er gået glip af, og det jeg måske kunne have været uden sygdommen. Det er slet ikke givende (til gengæld er tankerne svære at styre), men sådan er det med tanker på de dage, hvor humørpointene er i underskud.

Tiden i Hæren

Jeg sluttede indlægget om gymnasietiden af med det, der kunne virke lidt som en cliffhanger. Det her indlæg er ikke en direkte fortsættelse af, at det gik ned ad bakke, men mere en fortælling om hvad der bl.a. skete mellem gymnasiets afslutning i sommeren 2008 og frem til studiestart på psykologi på KU i september 2009. Hvis du har læst indlægget “Fra teenager til voksen”, vil du måske genkende noget af det, jeg skriver her, men jeg synes, at det trængte til at blive fortalt lidt mere detaljeret.

Gymnasiet sluttede i sommeren 2008, og så stod jeg der, og vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle. Det eneste sikre var, at jeg i februar 2009 skulle starte på en HBU (Hærens BasisUddannelse = en værnepligt, bare frivilligt fordi jeg er kvinde).

Jeg husker det ikke selv ret godt, men min mor har senere fortalt, at jeg blev helt initiativløs efter sommerferien. Jeg søgte ikke rigtig job, kunne ikke tage mig sammen til det.

En dag gik jeg tur med min mor, og hun bad mig gå ind i den bager, vi kom forbi, og spørge om de manglede medarbejdere. Det gjorde de, og så var jeg i gang kort tid efter. Jeg kom også i gang med noget træning – en slags forberedelse til Hæren.

Det holdt hårdt – det var svært at komme op og i gang med dagen, der nu indeholdt to ting, jeg faktisk ikke havde lyst til, men jeg mødte stabilt og trænede tre gange om ugen.

Jeg kørte med min far den lange vej fra Måløv til Jydske Dragonregiment (kamptropperne – de der fodfolk i Hæren) i Holstebro d. 2. februar 2009. Jeg husker ikke hvornår på dagen vi ankom, jeg husker kun den anspændthed, der gennemsyrede mig. Jeg tror ikke rigtig, at jeg glædede mig til at komme i gang, men nu havde jeg jo sagt ja. At sige ja til noget, var på det her tidspunkt i mit liv ensbetydende med at man gennemførte. Senere ændrede det sig.

Jeg husker de første dage i glimt: stå i gården og fryse, få tildelt seng på pigestuen, få udleveret tøj, støvler, og det man ellers skal bruge for at være soldat. Vi fik gevær og skulle lære at skille det ad, rengøre det og samle det igen (her havde jeg en klar fordel, fordi jeg havde været medlem af Hjemmeværnet et års tid forud for tiden i Hæren). Vi samlede basis (bælte, stropper og tasker man bærer på hele tiden med det mest nødvendige udstyr – bl.a. gasmaske og drikkedunk). Jeg fik forbud mod at bruge mine egne, gode støvler, for så var alle ikke lige.

Der var en del marcheren i takt og honørgøren.

Og så kom vi i felten (altså ud i skoven – og fordi det var Holstebro også en del ud i lyngen). Vi øvede at være i kamp, løb frem og faldt ned, skød, op på benene, mere løben frem og falde ned osv. Det er hamrende hårdt. Og jeg syntes ikke det var sjovt. Jeg fik det faktisk sværere og sværere med at være der, og var led og ked af at skulle tilbage til Holstebro efter weekender hjemme.

Første øvelse (tre dage i felten) lå ret tidligt i forløbet, og jeg var så tæt på at opgive hele ideen om Hæren, at jeg endte med at drikke kaffe med kaptajnen for delingen. Han kom ud for lige at se til mig, og vi tog et par snakke i løbet af de tre dage. Jeg kom igennem første øvelse. Der var  vist tre i alt. Og en skydelejr.

Skydelejren blev en god oplevelse fordi vi var fire, der havde “fundet sammen”; to piger og to drenge, hvoraf den ene var Lau, som jeg nogle måneder senere blev kærester med. Vi fire havde det rigtig godt sammen.

Noget af det Hæren kan er at bringe mennesker sammen, som ellers ikke ville have mødt hinanden. Det er virkelig en blandet landhandel af mennesker, man bliver præsenteret for der: landmanden, slagteren, dem der ikke kan løbe, dem der er for kloge, ham der ikke kan passe på sig selv, barbiedukken (ja, fuld makeup og opsat hår under hjelmen i felten), ham der fester for meget, og dem der drikke for mange øl torsdag aften og derfor møder op med slemme tømmermænd på forhindringsbanen fredag morgen (arh, okay, det var vist de fleste, der gjorde det. Og ja, de lagde forhindringsbanen på det tidspunkt helt med vilje).

En anden lidt sjov ting ved at være i hæren var de meget unge sergenter. Mit gæt er, at den sergent, der ledte min gruppe, var 19, højest 20. Han havde den der “uha, pigerne er spændende som i 7. klasse”-vibe over sig, som ærligt talt var lidt forvirrende, når nu han skulle “lede os i kamp”.

Det irriterede mig, at vi gjorde dumme ting så som ikke at tage regntøj på, når vi skulle stå en hel dag i silende regn. Pludselig var regntøj en dårlig idé. Jeg vil jo mene, at man som leder altid bør sørge for at holde kampgejsten oppe, og det gør man altså ikke ved at lade folk være våde og kolde i mange timer.

Nå, men af samme grund blev turen i Hæren altså en hård oplevelse: vi gjorde så mange ting, der virkede dumme, uden at vi fik at vide hvorfor, at man endte med ikke at ane hvorfor eller hvornår man skulle gøre noget.

Og for mig, der i forvejen var ved at udvikle skrøbeligheden i mit sind, var det ikke en ubetinget succes.

2009 bød på en lang og hård vinter. Der var is og sne ind i marts, så vi frøs en del. 

Maj var lidt som en betalt ferie for os, der ikke skulle videre på sergentskole (dem der skulle det, tog (vist nok) i april til Sønderborg for at fortsætte uddannelsen der).
Vejret blev ret godt, og vi trængte virkelig til den varme, vi fik. Programmet slappede de lidt mere af med, så vi havde en del fritid – noget vi ikke rigtig havde i februar. Der blev tid til mere tid på Kuffen (KFUM’s soldaterhjem, i Holstebro mest kendt for lagkagebanko). Jeg fik løbet i skoven, hygget med de nye venner og veninder og udforsket Holstebros bymidte.

Jeg fik mere overskud. Jeg tror endda, at tanken om at fortsætte i hæren og blive udsendt strejfede mig. Godt jeg ikke fulgte den impuls.

Sidste dag i hæren oprandt, og vi fik overrakt papirer med udtalelser og karakterer for vores indsats. Ham den 19-årige, usikre sergent skulle vurdere min evne til at lede andre i krig (altså om jeg var egnet som sergent) og om jeg var egnet til at blive udsendt som konstabel. Interessant koncept.

Jeg slap levende fra hæren, var på FDF-lejr, tog til Nijmegen i Holland og marcherede 160+ km på fire dage, holdt lidt sommerferie og startede så på psykologistudiet. En måned senere blev jeg for alvor ramt af depression.

Gymnasietiden

Efter folkeskolen fulgte gymnasiet. Det var ikke en udpræget succes, men jeg kom igennem de tre år med et brugbart gennemsnit. 

Jeg havde kørt et godt parløb med min veninde og klassekammerat Josefine i de tre år, jeg gik på Måløv skole. Vi lavede alt sammen, og vi passede sammen både fagligt og socialt (det var hende, jeg startede til FDF sammen med).

Vi sad bagerst i lokalet i niende klasse, blev udfordret af nogle af vores lærere, og tegnede ellers hhv. kruseduller (mig) og rigtige mennesker (Josefine), når vi kedede os i timerne. Nogle gange masserede vi hinanden for at få timerne til at gå. Og det gjorde de så. Niende klasse sluttede med en fest i haven hos min far, og så tog jeg afsted til New York. Alene. For at besøge Ellen, en af min fars veninder,og hendes familie. Jeg kan ikke huske hvad jeg ellers lavede den sommerferie (måske en tur til England, slår det mig lige), men jeg har helt sikkert brugt meget tid på at være nervøs over at skulle starte i 1.g på Metropolitanskolen (ja, den med Lektor Blomme og maltbolcherne. Skolen findes i øvrigt ikke mere).

Den korte version af min gymnasietid kunne lyde sådan her:

Vi startede 31 i klassen første skoledag.
Alle undtagen jeg hadede klassen fra starten, fordi de andre ikke havde haft skolen og faglinjen som ønske.
Vi var 16, der blev studenter!
Jeg var uden tvivl den kedelige stræber.
Jeg deltog i tre fester (inkl. afsluttende galla) og én fredagsbar (da min far serverede øllet, følte jeg, at jeg burde komme – det var ret pinligt).
Selvom jeg var stræber, havde jeg ikke det højeste snit i klasse (møg irriterende).
Jeg sluttede af med at få et legat til translokationen (på 200 kr – noget med flid, tror jeg).

Du er mere end velkommen til at stoppe læseriet her, det følgende er ikke videre opmuntrende.

Den lidt længere udgave kunne lyde sådan her:

Jeg husker stadig hvad jeg havde på den første skoledag: blå, baggy cowboybukser, en lysegrøn top og en turkis lynlåstrøje. Farverig på den lidt kiksede måde. Til gengæld havde jeg fået briller i sommerferien, og set i bagklogskabens klare lys, skulle jeg aldrig have haft netop de briller. De klædte mig bare ikke.

Samlet i rundkreds i skolegården, klar til lær-hinanden-at-kende-lege (jeg hader og har altid hadet den slags lege). Kriblen i maven, en enorm lyst til at løbe skrigende bort, og med 30 nye, negativt indstillede klassekammerater i rundkredsen sammen med mig. Så er man også godt i gang med første skoledag.

Jeg husker (heldigvis) ikke ret mange flere detaljer fra de første dage som gymnasieelev, men tågede minder om navnelege, rundvisning på skolen, lån af bøger og introduktion til lærere har jeg dog.

Jeg husker ret tydeligt de første matematiktimer, hvor vi skulle “rettes lidt til”, så alle kom op (eller ned?) på samme niveau. Jeg husker, at jeg undrede mig enormt over, at nogle var gået ud af 9. klasse uden at have lært at lave en lining. Jeg blev irriteret over, at vi startede med laveste fællesnævner (nu lyder jeg virkelig ikke særlig rar…), men niveauet blev heldigvis ret hurtigt sat op. I dag er jeg ret bevidst om, at vi ikke alle sammen har de samme forudsætninger – heller ikke når det kommer til skolen. Jeg kom ind i en klasse, med rigtig mange med anden etnisk baggrund end dansk (er det politisk korrekt nok? Ellers undskyld!).

Når jeg ser tilbage på det, må der have siddet nogle elever i klassen, som bare ikke havde kunnet få hjælp og støtte derhjemme i samme grad, som jeg kunne. Jeg var, og er, yderst privilligeret mht. forældre, og de har helt sikkert båret mig et stykke af vejen her i livet.

Jeg læste alt, lavede alle opgaver og mødte op til ALLE timer (eller altså, mit fravær var det ene år oppe på 0,4%). Jeg tror, at de andre i klassen ret hurtigt fandt ud af, at jeg ville det her – karaktererne var vigtige for mig. Når man er den med de mest udførlige noter og den, der altid afleverer opgaver, bliver man også hende, der bliver spurgt om afskrift af opgaver. Det blev dog i en meget kort periode, at mine klassekammerater spurgte om lov til at skrive af, for jeg var ret konsekvent i mit svar: Nej!

Måske er det ønsketænkning, men jeg tror faktisk, at jeg flere gange tilbød at hjælpe andre med at lave opgaverne, jeg gad bare ikke at de skulle skrive af.

Også i gymnasiet fandt jeg en “partner in crime” – vi lavede alt sammen (man aner en tendens). Senere blev der koblet et par piger mere på i matematik på A-niveau, men for det meste var det bare hende og jeg, når det kom til det faglige.

Jeg kæmpede i hele min gymnasietid en indædt kamp for mine karakterer. Jeg har ikke fået noget forærende. Selv danskstile var besværlige, fordi man skulle skrive efter helt bestemte regler (sikke en befrielse bare at kunne skrive frit nu). Jeg var rimelig god til det hele, men kun fordi jeg arbejde for det. Jeg sov i perioder kun 5-6 timer i døgnet.

Udenpå har det sikkert set ud som om jeg klarede mig godt. Indeni var jeg ved at krakelere. Jeg var sur og tvær og skældte ud hele tiden. Mest til min mor. Jeg skældte ud over alt. Jeg var sur og skuffet over klassekammeraterne, der var for mange lektier, det var for mørkt, de andre cyklister var åndssvage, lærerne forstod ingenting osv.

Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg tror, at min sygdom har været under opsejling i gymnasiet. Jeg gik fra at være en rimelig glad pige i folkeskolen til at være en bitch i gymnasiet. Jeg havde intet overskud. Andet end til FDF, sådan nogenlunde. Jeg var ked af det og rigtig godt og grundigt stresset. Ikke på den der “ihh jeg er så stresset over både at skulle lægge make-up OG nå at tørre mit hår inden for de næste fem timer”, men på den ægte måde. Der hvor ens krop også bliver påvirket.

I 2.g havde jeg en samtale med min mor om, at jeg måske skulle droppe ud og starte igen året efter, for jeg trivedes ikke. Slet ikke. Jeg afviste ideen, for tanken om at skulle gå noget så vanvittigt som 2.g om, var totalt uoverskuelig.

Jeg fortsatte; lavede mine lektier, mødte til timerne, brokkede mig over alt og alle og cyklede en helvedes masse. Jeg boede på skift hos min mor og far, en dag her, en dag eller to der osv. Jeg havde 20 km i skole fra min far og ca. 5 fra min mor. Det var nogle hårde dage, når jeg i sne og mørke skulle cykle fra min far til skolen om morgenen og retur om eftermiddagen. Jeg håber, at den motion, jeg fik der, hjalp på mit humør, men det er svært at sige.

3.g var som at komme på ferie i forhold til 2.g. Selvfølgelig skulle vi lære en masse, men meget af tiden gik med repetition og forberedelse til eksamen. Måske var jeg mindre sur og tvær i 3. end i 2.g?

Jeg gik op til eksamener, følte mig nogenlunde heldig med de eksamener vi “trak” (at skulle op i historie var undtagelsen).

Vi fik vores karakterer – jeg var nogenlunde tilfreds, men ikke lykkelig for mit gennemsnit. Vi var til translokation og kørte til sidst studenterkørsel i et gammelt militærkøretøj. Den sidste dag husker jeg som rigtig god. Lettelsen var enorm, huen sad, hvor den skulle sidde.

Og så gik det ned ad bakke for mig.

Tilbage på pinden – og FDF

Der er gået lang tid, siden jeg sidst skrev. Jeg løb tør for emner, syntes simpelten at jeg havde udfyldt mit emne, og havde ikke lyst til at ende som en af de der bloggere, der kun skriver for at skrive. Jeg vil skrive, fordi det giver mening. Og det håber jeg så at det gør igen nu.

Min far har opfordret mig til skrive om tiden før depressionen for alvor ramte, og det giver vel egentlig meget god mening at kigge på “Christine før og efter 2009”, hvor det for alvor bragede løs.

Jeg vil starte med at linke til et indlæg, min far har skrevet på sin blog – det handler om, at Martin og Sune fra FDF-Måløv ændrede en masse for to teenagepiger med start i 2003. På hans blog ligger også mit svar til min far, men jeg har valgt at sætte mit svar ind herunder også:

https://disruptionbigdataclimateai.blogspot.dk/2017/11/kre-sune-martin-tak-fordi-i-gjorde-en.html

____________________________________________________________________________________________

Forestil dig, at du lige er fyldt 14 år. Livet er fuld af skole, lektier, veninder, venner, spænding omkring det modsatte køn og ikke mindst åndssvage forældre, din plads i klasses hierarki og øget kropsbevidsthed (“Jonathan” om igen). Livet virker komplekst, men set i et voksenperspektiv, er der for det meste tale om det, Meghan Trainor kalder Champagne Problems (endnu en god sang).

En dag bliver du introduceret til noget helt nyt og fremmed. Det lyder spændende og skræmmende på samme tid. Dine klassekammerater synes ikke, det lyder særlig fedt, men du beslutter dig, sammen med en veninde (Josefine), for at give det der vanvidsprojekt, du er blevet præsenteret for, en chance.

Introduktionsmøde, snak med forældrene, og så i gang. Jeg blev FDF’er i oktober 2003. Vi var ikke mange, og snart var vi kun to (undskyld far, jeg retter lige – der var kun mig og én anden det meste af det år). De andre faldt fra.

To piger, to ledere – Martin og Sune. De er noget af det dygtigste man kan finde i FDF-verdenen,og vi havde dem for os selv hver onsdag og på en masse lejre i et helt år.

I 2009 prøvede jeg kræfter med en værnepligt i hæren, og jeg plejer at sige, at rent fysisk, var der aldrig noget, der slog det, vi lavede i FDF.

Vi var på hikes – rygsæk med grej til hele weekenden, kompas, kort og pandelampe, navigere gennem skov og krat, opgaveløsning på alle tider af døgnet, lave mad over bål, hugge hovedet af en høne, bage brød i en jordovn. Vi klatrede, sprang brospring, rapellede fra en kran i mørke, blæst og regn (det fremlagde vi endda om til konfirmandundervisning…). Vi sejlede i kano og så morild. Vi boede i bivuak og shelter, og vi blev introduceret til førstehjælp. Kort sagt – vi prøvede lidt af hvert.

Og ud over alt det var der selvfølgelig fokus på rafter, reb, knob og besnøringer, for det der hus på tre etager skulle jo bygges af netop det. Vi sled handsker i stykker på pionerarbejde og endte med at kunne binde gode, stramme besnøringer. Vi lærte om ledelse, da vi skulle lede vores ledere i et pionerbyggeri en hel weekend, og vi lærte at tage ansvar for det, vi lavede og satte i gang.

Vi talte også meget sammen – vi var “mandsopdækkede” teenagepiger, og måske var det netop den voksenopmærksomhed, der gjorde, at mine forældre slap for, i hvert fald det værste, teenagefnidder.

Den uge, vi havde i huset på søen i Måløv, var fantastisk. Det var afslutningen på et vildt og lærerigt år. Jeg er så glad for, at den modige del af mit 14-årige jeg, vandt kampen over det, der var cool i klassekammeraternes øjne.

Jeg har kun et stort tak at give Martin og Sune, når jeg kigger tilbage. Jeg beundrer dem i øvrigt stadig.

 

Næste indlæg kommer til at handle om tiden op til og i gymnasiet – det var ikke helt så gnidningsfrit, som det var i årene med FDF.

 

My life in short

The story of my life from 2009 till today has gradually become a bit messy because everything has taken place in a relatively short period of time. Nevertheless, I hope that the following summary of my life provides a picture of what you might risk going through when the correct diagnosis is not made from the beginning.

In the period from October 2009, when the depression first showed me its ugly face, until the day I went to see a doctor in January 2011, I believe I had a medium to severe depression. Everyday life was sluggish. I had periods when I didn’t do anything and periods where I worked part-time.

I moved and got a new doctor. She found a new kind of antidepressants for me. I was sent to psychiatrists, I was in “packaged treatment runs” (see The wish not to live) for depressed people, and I attended a course on depression. Then I started studying medicine at the University of Copenhagen, but it lasted a very short time – I got so depressed I couldn’t study. I was on sick leave for one and a half years.

In the Summer of 2012 my mood changed suddenly and drastically. I was very happy, had a huge need for company, I became adventurous, but also very irritable. I was severely annoyed by the way Lau brushed his teeth. One day I decided I had had enough of him and broke up with him.

It lasted a week before Lau and I were back together, and it took just a few weeks before my mood “normalized” to a depressive state again. Meanwhile, I resumed my studies at the university because I thought my mood was as it should be, but clearly I was wrong.

I talked to my mom (she is a medical practitioner) about the sudden changes in my mood, and we agreed that it might be time to talk to a psychiatrist about me not being “just” depressed but bipolar/manic depressive as my grandmother was when she lived.

I was diagnosed with bipolar affective disorder and the treatment with mood stabilizers was initiated.

In 2013 I started studying again, this time to become a teacher. I had to stop the studies once again because of depression. When I get the symptoms of depression I have a very hard time concentrating, and that kind of problem doesn’t work very well with being a student.

By 2015, I thought that I would give education one last shot, so I started training to become a nurse. In April 2016 I was back on sick leave – Lau and I broke up shortly before that. I gave the nurse training the very last chance and started again in the fall of 2016. I quickly had to realize that I just can’t get through an education on normal terms.

It took a few years, the testing of a number of different kinds of medication, three different psychiatrists, a packaged treatment run at Rigshospitalet (our national, central hospital) and some education on the illness together with other young people, all of them bipolar, before my mood became fairly stabilized.

Today I’m in a (probably very long) process of getting permission to get what we call a flex job – you work as many hours as you can, but not full time. I don’t believe it’s good for anyone not to have something meaningful to get up to in the morning, but especially not for someone with an inclination for depression. I feel the symptoms of depression very quickly, if I have too much time to think.

Luckily I’m currently working eight hours a week, and it seems like I’ll be able to do so for a long time. Eight hours doesn’t seem like much, but it’s enough for me for now.